Data og teknologi afgør i stigende grad, hvordan virksomheder kan vokse og udvikle sig. For uden de rette digitale strukturer er det vanskeligt at leve op til krav om dokumentation og sikkerhed og svært at omstille sig nye markedskrav.
Simon Brøndum Jensen rådgiver bestyrelser og topledelser i handels- og fremstillingsvirksomheder om digital udvikling. Her deler han sine perspektiver på, hvordan direktion og bestyrelse kan sætte retning for en strategisk digitalisering af virksomheden.
Hvordan ser den digitale status ud i de danske fremstillingsvirksomheder lige nu?
Mange ledelser er dygtige til at drive deres kerneforretning. De kender produktionen, processerne og håndværket. Og mange er også bevidste om, at digitalisering er afgørende for at holde sig konkurrencedygtige.
I de større virksomheder er der typisk en IT-afdeling, som har ansvaret for det digitale fundament. Her er IT-afdelingen ofte en stabsfunktion, der står uden for kerneforretningen. Det er en udfordring. For når IT-afdelingen er afkoblet driften, kan den ikke drive strategisk udvikling.
Med andre ord mangler mange virksomheder synergi mellem dem, der sætter den strategiske retning (direktion/bestyrelse) og dem, der tager beslutningerne om driftens muligheder (IT).
Mange virksomheder mangler synergi mellem dem, der sætter den strategiske retning og dem, der tager beslutninger om driftens muligheder.
Hvorfor er det problematisk, når de digitale strategier er afkoblet forretningen?
Fordi digitalisering uden strategisk forankring mister retning. Så ender man med at arbejde i lokale Excel-ark, investere i isolerede platforme og optimere i siloer. Det kan måske løse små problemer i den enkelte afdeling, men det understøtter ikke virksomhedens strategiske udvikling.
Konsekvensen er teknisk gæld, overlap i systemer, dobbeltarbejde og manglende overblik over både data og processer. Man taber de synergier, der skulle skabe værdi.
Hvordan kan en bestyrelse eller direktion gribe det an, hvis de vil arbejde mere strategisk med digitalisering?
Helt grundlæggende skal bestyrelse og direktion tage ansvar for, hvordan de digitale strukturer skal arbejde for forretningen. Hvordan skal data flyde, hvis forretningen skal udvikle sig i den ønskede retning?
De digitale strategier må ikke overlades til en stabsfunktion. De skal bo i strategien og ejes i driften. Det er vigtigt. Og det er ledelsens ansvar.
Et stærkt ledelsesmæssigt redskab i den sammenhæng er en målarkitektur. Det er en metode, hvor man med optegning af sammenhænge mellem digitale strukturer og processer kan vurdere, om forretningen har de rette digitale forudsætninger for at udvikle sig i den ønskede retning.
Med den indsigt kan man sikre, at forretningens strukturer er bæredygtige, og at investeringer er levedygtige og bidrager til den strategiske udvikling.
De digitale strategier må ikke overlades til en stabsfunktion. De skal bo i strategien og ejes i operations. Det er vigtigt. Og det er ledelsens ansvar.
Hvad er værdien af at arbejde på den måde?
At data bliver et bindeled mellem retning og kapacitet. Med styr på struktur og kvalitet i data får forretningen forudsætninger for at lykkes med strategiske prioriteringer som effektiviseringsløft, omsætningsvækst, likviditetsstrategi og kvalificering af investeringer.
Et solidt datafundament gør det muligt for ledelsen at træffe de rigtige beslutninger og at omstille sig hurtigt, når nye krav og muligheder opstår.
Hvis du skal give tre konkrete råd til en direktion, hvad vil du pege på?
1. Skab overblik over virksomhedens digitale initiativer.
Et helhedsbillede giver mulighed for at prioritere, sikre sammenhæng og styre investeringer i den retning, der bedst understøtter forretningen.
2. Kortlæg processer og datastrømme.
En kortlægning afdækker flaskehalse, redundans og risici og viser, hvor potentialet for automatisering, bedre beslutningsgrundlag og øget kundeværdi ligger.
3. Sørg for en tæt kobling mellem strategi, digitale strukturer og drift.
En tæt kobling sikrer, at de digitale løsninger ikke blot er tekniske værktøjer, men direkte bidrager til virksomhedens mål. På den måde bliver digitalisering en løftestang for forretningsudvikling fremfor en driftsomkostning.
